Elias i storbyen New York - part II

Den langt overvejende del af vores nu måned i New York har det været rigtig godt vejr. I starten var det meget varmt og virkelig, virkelig fugtigt. Men så fik vi et skift i vejret med masser af regn i nogle dage. Uanset vejrlig skulle vi jo ud og lege - man er vel viking! Og så var der selvfølgelig også lige det ved det, at vi på daværende tidspunkt boede i den mørke hotellejlighed, som man bare ikke kunne holde ud at være inde i en hel dag - og så må vi lege i regnvejret!

Elias synes, det var en fest! Han ikke bare trampede i vandpytterne, men lagde sig også flere gange ned i dem!! Så selvom en russisk mor og mormor var meget imponerede over det danske regntøj - sådan noget har de ikke helt på samme måde herovre eller også er det bare ikke helt så almindeligt, at man også går på legeplads, når det regner - så kunne det dog ikke holde vandet ud, når man ligefrem 'svømmer' i det....

Mor var lidt mindre begejstret, da den fine nye regnfrakke hun havde købt kort før afgang fra Danmark alligevel viste sig overhovedet ikke at kunne leve op til betegnelsen 'regntæt'!!!

  

Efter formiddagstur i regnen måtte vi ud af det mørke hul af en lejlighed igen og ud og opleve byen en smule. Den første uge eller to gik rigtig hurtigt med at arrangere og undersøge boligsituation samt indregistrering på universiteterne, finde ny barnevogn og al den slags. Det har været fint, fordi det gav os anledning til at komme rundt mange forskellige steder i byen, men det gav os ikke ro til at opleve byen mere end på overfladen. Det vil sige, at se en masse af byen udefra, men ikke rigtig have tid og ro til også at gå indenfor, f.eks. at gå ind i butikker eller stoppe op og opleve noget af det, der er essensen af New York. Denne eftermiddag havde jeg fået nok af at opleve byen på overfladen, så jeg 'tvang' mig selv og Elias på en enkelt shoppe tur i Gap - hvilket for mig er noget af essensen af New York og USA. Og så skulle vi også liige smage en rigtig Big Apple Hot Dog med det hele: sauerkrat, pickles, ketchup, sauterede løg og lignende:

Nogle gange bliver man altså overrasket over hvor stor ens lille dreng er blevet. Her er han så ved at ville indtage byen og vores nye kvarter med sin fine Fjällräven rygsæk på egen ryg for første gang (og vi tænker meget på Gudmor Lone, der har givet rygsækken til Elias' 1 års fødselsdag)

....men mor og far er selvfølgelig lige bag ved, for store oplevelser og farer lurer alle vegne, såsom at sige hej til en hund, der bliver hilst på med stor begejstring, men også stor respekt:

   

 

Og så er vi med far i parken og på legeplads - der skal kravles og undersøges...

  
 
                                                        

                                             Nå ja, man kan vel ligeså godt lige tage sig et hvil...

Uden mad og drikke.....

Men ind imellem bliver det hele også liiige en tand for meget - og så må man have sig en lur! - uanset at man står midt i det mest larmende og travle sted i byen: Times Square.

På udkig efter en bolig i New York

Vi brugte måneder på at kigge på lejligheder over nettet inden vi kom til New York. Vi var flere gange tæt på at sige 'ja tak' og gjorde det faktisk et par gange - men enten måtte man ikke have barn i ejendommen eller også viste det sig at være en fusker, som 'bare lige ville have overført 1500 $', men så snart vi spurgte om min søde fætter Morten kunne komme og se lejligheden, så hørte vi aldrig fra dem igen.

Lige lidt læsevejledning: Dette indlæg blev temmelig langt, da det skal tjene flere formål, såsom rejsebeskrivelse samt udveksling af rejsetips. Derfor har jeg lavet kapiteloverskrifter.

• De meget travle: Hvis man først og fremmest er interesseret i at se, hvor vi bor nu og ikke vejen med at finde det, så hop straks til sidste kapitel 'Home away from home'. Her kan man endda hoppe forbi det skrevne og gå lige til faddet med billeder af lejligheden, hvis det skal gå rigtig, rigtig stærkt!
• De lidt travle: Hvis man også gerne vil have lidt med fra hotellejligheden, som vi boede i indtil 1. oktober, så stop op halvvejs ved kapitlet 'hotellejligheden' 
• De alment interesserede: - og hvis man undrer sig over vores valg med at vente med at vælge 'permanent' bolig til vi ankom til New York, så kan i også læse 'Vejen til lejlighed går gennem hotel'. Kapitlet 'lejligheder vi valgte imellem' fortæller, som overskriften antyder, om de lejligheder, vi så; men giver derudover også en beskrivelse af nogle af de forskellige kvarterer, som New York består af og vores umiddelbare indtryk derfra.
• De ekstra interesserede: Hvis man virkelig savner os meget eller bare gerne vil lære lidt af vores genvordigheder med boligsøgning, så tag også kapitlet 'Søgemaskiner og boligagenter' med.

Rigtig god læselyst!


Søgemaskiner og boligagenter

Nogle af de steder, vi søgte, var:

- http://www.craiglist.com/ - en slags amerikansk version af 'den blå avis', hvor man kan finde alt stort og småt og altså også lejligheder. Man skal dog bare være opmærksom på at der er fuskere i mellem - og at man ikke skal overføre penge oversøisk - og det bliver stort set ensbetydende med at denne formidling først og fremmest kan bruges, når man er i byen.

- http://www.sabbaticalhomes.com/ - en bytte-bolig-side mellem akademikere, der som os tager på forskningsophold væk fra eget universitet. Det er en formidlingsform, der virker langt mere seriøs og vedkommende end craiglist til i hvert fald boligsøgning - og jeg kender flere, der har været heldige med at finde en god bolig her igennem. Problemet generelt med boligsøgning for en kortere periode er at ikke bare skal boligen passe til familien - størrelse, faciliteter og evt. endda indretning - men det skal beliggenheden, prisen, samt ikke mindst perioden også. Det er rigtig mange elementer, der skal passe sammen!
- http://www.nofeerentals.com/ - endnu en boligsøgemaskine
- Da den private formidling ikke rigtig virkede på afstand, så søgte vi også gennem forskellige agenter. Her er fordelen, at man (vel) kan stole på at hvis man sender penge og skriver kontrakter, så er der i hvert fald større chance for at der faktisk er en lejlighed, når man kommer frem, som også passer til de billeder, der er at finde på nettet. Problemet med agenter er selvfølgelig, at de skal også tjene penge - og da boligerne i forvejen ikke er billige, så gør det kun udgifterne større eller lejlighederne mindre attraktive indenfor ens budgetstørrelse... Vi prøvede følgende virksomheder:
- http://www.laragroup.com/
- http://www.nyhabitat.com/
- http://www.urbanliving.net/
- http://www.maisonintl.com/


Vejen til lejlighed går gennem hotel
Det endte dog med, at vi opgav at finde en lejlighed hjemmefra. For os var det simpelthen for svært at få et ordentligt indtryk af lejligheden og hvor meget plads, der egentlig var til ikke mindst lillemanden at lege på - ligesom det var meget svært hjemmefra at få et indtryk af kvarteret og hvordan det ville passe til os. Vores kriterier var, at det skulle være nemt at komme både til NYU, hvor Anne skulle være, og til Penn station, hvor Kristian skulle tage toget til Rutgers University fra. Der udover ville vi gerne have at det var et rimeligt sikkert og rart sted at være for os som familie med Elias på halvandet. Der måtte gerne være legepladser i nærheden, ikke midt i byens mest trafikerede plads og helst heller ikke et alt for larmende sted. Og på trods af fantastiske muligheder med google-street, så er det helt umuligt at skabe sig et indtryk af et sted elektronisk, man aldrig før har været in-real-life og derfor ikke kender lugten, lydene, menneskene, husene af.

Selvom vi havde fået udpeget kvarterer, der kunne være interessante for os, så fik vi samtidig at vide, at sikkerhed og kvarterets attraktivitet skifter fra blok til blok. Så alt i alt, blev vi enige om at leje et hotelværelse for en kortere periode - og så bruge den periode til at finde det helt rigtige i.

Men det med hotelværelse viste sig faktisk heller ikke at være så nemt, da vi på dette tidspunkt var ved at være lidt sent ude... (8-10 dage før!!).Til sidst havde vi dog hul igennem til Bridge Suites, som vi fik anbefalet af Morten. Det virkede endda rimeligt også i pris: 2400$ for 2½ uge.


Hotel lejligheden
Som hotelværelse - studiolejlighed - var det ok. Det var rent, men som min mor ville kalde 'shabby'. Hvis man skal tro dem, der kender byen rigtig godt, så er det bare sådan boligmassen er i New York. For nogle dage eller en uge ville det være helt ok; men jeg var ved at få spat af det til sidst. Der var meget indelukket og mørkt.

En ting var at det har været utrolig varmt af årstiden i byen; men når det så samtidig føles som om man går ind i et dampbad uden vinduer, når man kommer indendøre, forstår man pludselig hvorfor nogle bliver vanvittige i de lange, varme perioder, hvor luften står stille. Og når man derudover - på trods af at solen står højt på himlen - bliver nødt til at tænde alt elektrisk lys for at orientere sig indendøre, så føler man sig snart som en forvokset muldvarp eller en chilensk minearbejder fanget i en nedstyrtet mine!
Da vi flyttede her til vores nye lejlighed i går, gjorde mine øjne helt ondt af al det lys, der strømmer ind i denne lejlighed - hvilket altså siger noget om den grotte vi har boet i indtil nu.

På trods af en stadig følelse af indespærrethed, så har beslutningen om at vente med at vælge endelig bolig alligevel været helt rigtig af mange grunde.

- Den første og største grund er selvfølgelig, at det har givet os langt bedre mulighed for at vælge det rette sted, som passer os både med størrelse, indretning, placering og periode.
- Men der udover har det givet os anledning til - på en anden måde end man ellers ville - at opdage forskellige kvarterer i byen og vurdere dem indgående i forhold til hvilket type liv, der leves og kan leves der.
- Det har også givet os et indblik i den New Yorkske boligmasse - og vi har fået adgang til mange forskellige typer af private hjem - noget af det, der ellers er noget af det sværeste at få indtryk af, når man rejser og ikke kender mange forskellige personer på det sted, man rejser til.

Og på trods af, at jeg var ved at blive vanvittig af vores hotellejlighed, så har vi fået mulighed for at lære mere end en del af New York at kende. Alt i alt har dette lejlighedskiggeri altså givet os anledning og mulighed for at kigge ind under overfladen på den by, som vi netop er kommet for at lære bedre at kende på andre måder end man normalt vil som turist!


Lejligheder, vi valgte imellem
Og for nu at give nogle af vores oplevelser med New Yorks boligmasse fra os, er her nogle udpluk fra vores boligsøgen:

 * Den første lejlighed vi så, var en lille to-værelses på Morton Street i Greenwich village. Det var et helt chok, at stige op fra metroen, som vi var steget på på 59nde gade i stort ståhej, mylder og larm midt i business-kvarteret med masser af skyskrabere og jakkeklædte folk på vej i sprint - og så komme op til et lille landsbylignende kvarter med huse på cirka 4, max 5 etager, hvor folk mere end i sprint egentlig luntede afsted og hvor slipset var erstattet af en strikvest eller et par hængerøvsbukser under en college sweatshirt. Det var et helt fantastisk skønt sted. Vejene var tætte og kringlede med masser af træer og planter og husene omkring var mest town-houses, dog desværre ikke det vi kiggede på.

Lejligheden som vi så, var som sagt ikke stor. Den havde et fint - ret rodet køkken - en lille stue og en gang ned til soveværelset, som var tæt pakket med seng, gulv-til-loft reol fuld af bøger, skrivebord med masser af elektronik. Det var ikke muligt at passere hinanden fra soveværelsesdøren til vinduet. Stuen var egentlig luftig nok indrettet, men det var først og fremmest fordi ejeren havde været rigtig god til at begrænse sig med møbleringen. Han havde allerede i telefonen nævnt, at han havde indrettet sig med danske møbler, hvilket fik mig til at tænke at her var der nok indrettet lyst og luftigt. Men det var selvfølgelig fine, mahognimøbler fra 1950'erne, som måske nok synes enkle og eksotiske herovre, men som for mig dog mest føles som at træde ind i mine bedsteforældres hjem. Der udover lå lejligheden på femte sal - UDEN elevator! Kan I ikke lige se os komme hjem med en søn, der ikke vil gå selv - eller som i hvert fald tager en halv krig om at komme op ad trapperne - med indkøbsvarer, pusletaske, sandkasselegetøj OG klapvogn, som man jo ikke må stille i opgang eller lignende herovre! Jeg ved godt, at der er flere af mine søde, gode venner, der faktisk bor på femte uden elevator og med lille barn - og jeg beundrer dem stort. Men hvis man kan vælge og når lejligheden i sig selv heller ikke var noget at bruge al den krudt på, sagde vi hurtigt til hinanden, at vi måtte ud og se os liidt mere om! (Vi har desværre ikke billederne tilgængelige længere..)

• På Greenwich Avenue, så vi denne lille toværelses lejlighed (2900$/mdr + fee: 2/3 af en måneds husleje):

  

     

Skønt kvarter, dejlig rummelig terrasse/gårdhave, men meget lille lejlighed, som man måske kan se. Særligt køkkenet er helt ekstremt lille: det er nemlig indrettet i gangen lige når man kommer ind i lejligheden - og er vel alt i alt max. 2 kvm stort. Det er cirka en tredjedel af mit køkken i kolonihaven!! Og altså absolut ikke helt nok til en familie, der skal lave mad stort set hver aften og sidde hjemme de fleste aftener for at passe på den lille.

* Ind imellem de to så vi så også den lejlighed, vi flyttede ind i i går - 1. oktober. (mere om den nedenfor)

* Og sidst, så vi en lejlighed i East village, som var en af min fætters venners lejlighed. Det var også en rigtig dejlig lejlighed, som vi helt sikkert kunne have set os selv i. Den var ikke helt så stor som den vi valgte, men helt sikkert fin til os tre og et fint køkken; men dog, som i mange lejligheder i New York et tini-tiny spisebord - stort set som et rundt cafébord, der er skubbet op i et hjørne et sted og som derfor ikke kan rumme meget mere end to tallerkener. Lejligheden lå på St Martins Place (8 th street i East village), som ellers skulle være den store party-gade og det kunne bekymre en smule, når vi nu ikke længere er svingende single-studerende, men mere satte familie-fornuftige der spiser aftensmad kl. 18 og barnet i seng kl. 20 (hvor vi ofte også selv vælter om kort efter :-) Det er hårdt at være forældre!) Men lige netop på det stykke hvor denne lejlighed lå var der åbenbart alligevel ikke lige så mange barer. Ejerne selv mente at det måske skyldtes at der lå en kirke på det stykke - og der i USA er en regel om, at man ikke må servere alkohol i en hvis radius af en kirke! East village er ellers generelt et meget studentikost område, som skifter fra at være meget snusket til at være virkelig hipt fra den ene gade til den anden. Lejligheden kostede 2500 $, men det var også kun fordi vi havde direkte forbindelser. MEN det lød dog også på ejeren, at de var klart interesseret i nogle der kunne bebo lejligheden mindst en måned mere end vi var interesseret i - og at det sagtens kunne betyde, at selvom vi viste vores interesse, så ville vi ikke få den alligevel.


Home away from home...
Hvis ikke vi havde set den lejlighed, vi nu bor i, så ville vi helt sikkert været gået efter den ovenstående; men nu skulle den altså ikke bare være god, den skulle være bedre end denne, som ligger på 350 West 14th street på hjørnet til 9 ave. Kvarteret er det, der kaldes Meatpacking District og ligger på grænsen mellem Greenwich village og Chelsea - alle tre kvarterer, som vi har fået anbefalet stort (nærmere beskrivelse af kvarteret på et andet tidspunkt).

Lejligheden er, for at det ikke skal være løgn, en penthouse lejlighed!! Det så vi da vi første gang skulle op og se den og stod i elevatoren og ledte efter den knap, der skulle føre os til 8. etage. Der var ingen knap, der stod '8' på, men kun en med betegnelsen 'PH'!! Det er derudover det man kalder en duplex, det vil sige en lejlighed i to etager.

I underste etage er der et 'amerikansk køkken'!, altså et åbent køkkenalrum med plads til en kæmpe flyder af en hjørnesofa og et spisebord, der kan bespise ikke bare to mennesker, men otte mand høj og bred og så er der stadig masser af plads til at Elias kan løbe rundt, smide med duploklodser eller spille fodbold. I stueetagen er der derudover et badeværelse med karbad samt en vindeltrappe, der fører op til første sal.

Vindeltrappen er måske det eneste minus i denne lejlighed, da den er temmelig farlig for en rørig 1½ årig at bevæge sig rundt på. En ting er at der er hul mellem trinene, men værst er hullerne mellem stængerne i rækværket. De er på mindst 40 cm, hvilket er mere end rigeligt for pinden Elias at vælte sig igennem. Faktisk tror jeg ikke det ville være et problem at have to af hans slags side ved side igennem dette hul - og så er der altså langt ned! Men heldigvis har vi indtil videre lånt en sikkerhedslåge af Morten og Yunji - og selvom den ikke kan sættes fast på vindeltrappen, så fungerer den om ikke andet som en markeret forhindring. Det er selvfølgelig kun indtil Elias bryder koden, skubber let til lågen og så kan han være på vej op igen. Lige nu har han dog stor respekt for både trappen og lågen - men selvfølgelig aldrig mere respekt end at han på tidspunkter hvor lågen ikke var for, har taget den første (mere sikre) halvdel (pga. at siderne på trappen følger væggen) på egen hånd. Men han synes alligevel godt at forstå, at han skal fare med varsomhed, når han nærmer sig trappen oppefra og han er heller (endnu!) aldrig fortsat videre end over første halvdel, så det går lidt endnu. Men vi har været og er stadig på udkig efter endnu en eller to låge(r), der måske endda kan sidde ordentlig fast og/eller løsninger til at sikre de meget vide gab i rækværket.

På første sal er der så endnu ét stort fint rum, der består af et repos hvor vores seng står med et tilstødende toilet med brusebad. Udover repos'et ligner resten af førstesalen mest en havestue eller atelier, da der er glasloft og direkte udgang til en stor skøn terrasse med plads til endnu en stor flyder af en hjørnesofa og et spisebord, hvor igen cirka 8 personer kunne sætte sig og have en skøn middag med udsigt til Hudson River, The High Lane, Chelsea Market og ned langs 14nde gade.

Ejeren må i det hele taget have noget med hjørnesofaer mv. for udover disse to hhv. i stuen og på terrasen, så har han også bygget hjørne-bænke omkring spisebord og i havestuen/atellieret. Bænkene er beklædt med sidde-puder i kulørt, men forholdvist (check nedenfor for det fulde udbytte af dette 'forbehold') neutralt udseende stof. Og så er der ellers strøet med puder langs væggene i alle mulige farver og kulører på en - for mig i hvert fald - rimelig skøn måde.
Og dermed har jeg allerede taget beskrevet en smule af indretningen, men den bør lige have et par ord mere med på vejen, da den er helt unik: Der er sat træ på alle vægge, som så er malet i hver sin pastelfarve såsom lysegul, mintgrøn og fersken. Der udover hænger der større billeder af tropiske områder såsom Florida, Caribien el.lign. på hver væg og ind imellem dem en sand mængde helt små lyserøde(!) rammer med billeder af palmer, kaktus eller strande. Og for det ikke er nok, så er der også liiige blevet sat en ramme af kunstige tropiske blomster rundt om vinduer, dørkarme etc. Og det sidste touch er en fan i loftet flettet af og formet som palmeblade. Det er helt specielt!

Og selvom det hele lyder virkelig taggy, så er det faktisk langt pænere end man skulle tro fra beskrivelsen... Dermed selvfølgelig ikke sagt, at jeg (Anne) ikke allerede har planlagt en vist form for ommøblering, nemlig bare at fjerne alle de små lyserøde rammer. Det ville skrue en lille smule ned for indtryks-decibel'en - og kunne give stedet mulighed for også at ligne lidt en lys og farverig version af svensk ødegård... :-)

No wonder, at der er også står masser af drinksglas i sjove farver og former, for det her sted SKRIGER på cocktailhour og caribisk parties!

Se og døm selv:

 (Stue etage:)




(1. sal:)

 



(Kig fra 'havestue'/atellier mod terrasse)



 



Cultural encounters - trusting the customer?

My writing consultant tells me that I should never miss an opportunity to write in English.

Therefore, a short story about trust, customer relations and management in New York compared to Denmark.

I shopped for beers and other groceries when this happened:

"Do you have some ID?", the young man asked. "No! I´m 33 years old!" "And I do not have ID with me".

Confused, he turned to his superviser and murmured what he should do? After a while I thought I could buy the beers because the sales person scanned the rest of my groceries but suddenly the supervisor´s boss showed up. He said that it was company politics that everyone should show ID when they buy alcohol. "Everyone, I said, I do not believe you". "yes", he said "everyone". I was furious, and said that, "I don´t even want your beers!"

I took my bags, walked out and never returned.

Days after I talked to the professor I am visiting, Charles Heckscher, about this incidence. He laughed and told me that he also have to show ID. "What!?" I replyed. "Yaeh, I actually asked my son if he could fake an ID for me just too see the reaction." Charles Heckscher is 61 years old.

I can´t stop asking myself why I felt so furious when the sales person asked for my ID. I probably have a tendency to start a discussion with sales persons, which some of my friends can agree upon, but I also interpret the incidence as a Dane being uncomfortable with not being trusted.

What would have happened if the incidence took place in Denmark - of course it would never happen, everyone can buy beer! - but let us say that it could for the sake of the following argument.

Two reasons come to my mind when I consider why the US sales person did not trust me.

In Denmark employment relations build on trust. Supermarkets trust the sales person to judge whether or not he or she should ask for ID, i.e., the sales person estimate if the customer is 18 or more. The sales person I met in the New York supermarket do not have a job with great responsibility, he just follows the rules that the supermarket decides. The supermarket has a clear bureaucratic hierarchy that does not foster a trusting relationship with customers.

What would happen in Denmark if company politics was that everyone should show ID buying alcohol?

Surely, the Danish sales person would not have talked to his supervisor. He would first have started a discussion with me saying that it is company politics that all customers should show ID when bying alcohol. And in the end the sales person would be personally insulted, because I question company politics. And then I would ask for the boss!

Charles Heckscher published a book in 1994 called ´From bureaucracy to post-bureaucracy´. Here he argues, first, that in a bureacracy, which builds on a hierarchy, employees have the responsibility for executing the task of the specific job they occupy. If they meet a problem that demand a solution above their responsibility they ask their supervisors, and if he or she cannot solve the problem then they'll go to their bosses to solve the problem. Second, in post-bureaucracies employees have a responsibility for the whole organization, not just the jobs they occupy. In the spirit of the company misson and vision, employees solve problems according to their own discretions. And as I further argue, with the consequence that they become personal responsible for companies, e.g., championing company politics in discussions with customers and being personally insulted when customers question company politics.

Maybe Charles Heckscher ideas about the post-bureaucracy are better suited for Danish employment relations, at least in Supermarkets. I will try to convince him.

Elias i storbyen New York

På vej herover mistede vi vores klapvogn - ohh rædsel. Vi forsøgte at leve uden den første dag, men det var et hyr med Elias gående i øst og vest fuldstændig uden hensyn til den massive trafik, der drønede løs lige ved siden af ham - og han ville jo ikke holde i hånd hele vejen!! Vores eneste mål den dag var frokost med fætter Morten, der arbejder max. 20 minutter fra vores hotellejlighed. Men med Elias på løs hånd tog det selvfølgelig 2-3 gange så lang tid. Han var nu alligevel brav vores lille mand og fik gået en stor del af vejen, men de små ben bliver trætte (særligt når man også hele tiden skal gå på kryds og tværs af fortovet :-)) og så måtte han bæres og holdes styr i på alle måder tænkelige - der i blandt på skuldrene af sin mor:

Efter frokosten tog vi direkte ud og købte en erstatningsklapvogn - for 20 dollar! De 20 dollar har sparet os mange ryg, skulder og armsmerter!! Men her 2½ uge efter ankomst er det desværre den eneste klapvogn, vi stadig har!! Så nu må vi snart ud og investere i en ordentlig en - hvor vores søde dreng også kan ligge(!!) ned og sove, så han ikke får hold i nakken af at hovedet falder ned på brystet hele tiden.

For at holde lillemanden stærk og rørig, er en af de 'sightseeing'-elementer, vi ser rigtig meget til legepladser. Heldigvis er der mange af dem, men de ligner ofte hinanden...

NEW YORK, NEW YORK, NEW YORK

Så er vi kommet til New York, hvor vi skal spendere de næste tre måneder plus lidt ekstra.

Det er er en overvældende, mangfoldig, larmende by, som jeg troede at jeg ville forelske mig i med det samme. Det er den forventning man får, når man fortæller at man er på vej til New York, og folk omkring en straks får julelys i øjnene af minder herfra eller fortællinger og forventninger om denne kæmpe by. Så tænker man: 'Kan man andet end forelske sig i den by?' Men forelskelse er ikke det, der har slået mig, Anne, i løbet af de første par uger. Byen er simpelthen for stor og overvældende til, at man kan få overblik over mangfoldigheden - og dermed at sætte en enkelt følelse på det hele på en gang.

Anne Mette Lundtofte beskriver det rigtig godt, i indledningen til sin bog 'New York, New York' (2010) når hun siger: "Da jeg første gang kom til New York i august 1995, var jeg fuldstændig overvældet - af larmen, lugtene, den hidsige omgangsform, vejret. Jeg ankom midt om natten, og ude var det stadig over 30 grader. Jeg skulle studere et år på New York University. En ven havde lånt mig sin lejlighed på den øverste etage af en gammel ejendom, hvor jeg tilbragte min første nat i New York med sveden haglende af mig, selvom jeg lå helt stille og uden tøj på. Bag det åbne vindue buldrede byen løs - sirener hvinede konstant gennem gaden, der husede både en brandstation og en politigård, og en flok unge havde slået sig ned på trappen til netop mit hus for at holde fest. (...) Der skulle gå et helt år, før jeg følte mig hjemme i New York - før byens larm og støj blev til behagelig baggrundsmusik, før det kaotiske menneskemylder blev til en hyggelig fællesskabsfølelse, og før rodløsheden og ensomheden ved at have forladt ét liv i Danmark blev afløst af befrielsen over at starte et nyt i New York. Så tog jeg et år mere i byen. Og et til. Og et til."

Stort set sådan er også min oplevelse af New York, detaljerne er en smule anderledes - i vores bygning var der ikke en brand- og politistation, men vi boede lige ved siden af Queensboro bridge, hvor trafikken er massiv og intens på alle tider af døgnet. Når det ikke er den almene trafik midt på dagen, så kører store lastbiltog hele natten. Når man ind imellem lærer at overhøre larmen fra broen, så hører man i stedet udsugningsanlægget fra de 3 restauranter i bygningen. Alt sammen krydres med sirener af forskellige slags med næsten faste mellemrum både dag og nat. Der er ingen tvivl om at Elias også kan høre de, han gentager nemlig sirenernes lyd - så får vi det gentaget lige en gang til :-).

Alt dette nye, overvældende, larmende og mangfoldige er altså ikke noget, man bare tager ind i løbet af få dage... Uanset eller netop derfor nyder jeg og vi at undres og forbavses over denne mangfoldighed på godt og ondt. Og det er jo det, der er så fantastisk ved at have god tid - at man netop ikke behøver at falde dom over et sted i løbet af et par hektiske dage, men kan tage det som det kommer. Og det er særligt rart med en skøn og aktiv 1½ årig med på tur - for det sætter naturlig begrænsning på tempoet :-) Så selvom vi ikke har år til at udforske byen, så er jeg sikker på at vi kan nå at få rigtig meget ud af byen i løbet af vores 3+ måneder.