tirsdag den 28. september 2010

NEW YORK, NEW YORK, NEW YORK

Så er vi kommet til New York, hvor vi skal spendere de næste tre måneder plus lidt ekstra.


Det er er en overvældende, mangfoldig, larmende by, som jeg troede at jeg ville forelske mig i med det samme. Det er den forventning man får, når man fortæller at man er på vej til New York, og folk omkring en straks får julelys i øjnene af minder herfra eller fortællinger og forventninger om denne kæmpe by. Så tænker man: 'Kan man andet end forelske sig i den by?' Men forelskelse er ikke det, der har slået mig, Anne, i løbet af de første par uger. Byen er simpelthen for stor og overvældende til, at man kan få overblik over mangfoldigheden - og dermed at sætte en enkelt følelse på det hele på en gang.

Anne Mette Lundtofte beskriver det rigtig godt, i indledningen til sin bog 'New York, New York' (2010) når hun siger: "Da jeg første gang kom til New York i august 1995, var jeg fuldstændig overvældet - af larmen, lugtene, den hidsige omgangsform, vejret. Jeg ankom midt om natten, og ude var det stadig over 30 grader. Jeg skulle studere et år på New York University. En ven havde lånt mig sin lejlighed på den øverste etage af en gammel ejendom, hvor jeg tilbragte min første nat i New York med sveden haglende af mig, selvom jeg lå helt stille og uden tøj på. Bag det åbne vindue buldrede byen løs - sirener hvinede konstant gennem gaden, der husede både en brandstation og en politigård, og en flok unge havde slået sig ned på trappen til netop mit hus for at holde fest. (...) Der skulle gå et helt år, før jeg følte mig hjemme i New York - før byens larm og støj blev til behagelig baggrundsmusik, før det kaotiske menneskemylder blev til en hyggelig fællesskabsfølelse, og før rodløsheden og ensomheden ved at have forladt ét liv i Danmark blev afløst af befrielsen over at starte et nyt i New York. Så tog jeg et år mere i byen. Og et til. Og et til."

Stort set sådan er også min oplevelse af New York, detaljerne er en smule anderledes - i vores bygning var der ikke en brand- og politistation, men vi boede lige ved siden af Queensboro bridge, hvor trafikken er massiv og intens på alle tider af døgnet. Når det ikke er den almene trafik midt på dagen, så kører store lastbiltog hele natten. Når man ind imellem lærer at overhøre larmen fra broen, så hører man i stedet udsugningsanlægget fra de 3 restauranter i bygningen. Alt sammen krydres med sirener af forskellige slags med næsten faste mellemrum både dag og nat. Der er ingen tvivl om at Elias også kan høre de, han gentager nemlig sirenernes lyd - så får vi det gentaget lige en gang til :-).

Alt dette nye, overvældende, larmende og mangfoldige er altså ikke noget, man bare tager ind i løbet af få dage... Uanset eller netop derfor nyder jeg og vi at undres og forbavses over denne mangfoldighed på godt og ondt. Og det er jo det, der er så fantastisk ved at have god tid - at man netop ikke behøver at falde dom over et sted i løbet af et par hektiske dage, men kan tage det som det kommer. Og det er særligt rart med en skøn og aktiv 1½ årig med på tur - for det sætter naturlig begrænsning på tempoet :-) Så selvom vi ikke har år til at udforske byen, så er jeg sikker på at vi kan nå at få rigtig meget ud af byen i løbet af vores 3+ måneder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar